HARTKORN Grundejerforening, Ørslev, 4760 Vordingborg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Eget ansvar og vedligehold på de private fællesveje og udenomsarealer i HARTKORN Grundejerforening

Det er dig som grundejer, der har vedligeholdelsespligten på veje, vendeplads, fortov og de grønne arealer omkring grunden.

Vedligeholdelsen omfatter løbende rengøring, ukrudtsbekæmpelse, græsslåning og snerydning.

Undgå underminering af dit fortov og vejstykke - bekæmp myrene når du ser dem. Udgiften til genopretning og evt. erstatning hvis nogen kommer tilskade på ujævnt fortov, påhviler grundejeren.


Skån fortovene

Ingen parkering på fortove TAK! - Det er fra 1. januar 2012 iøvrigt ulovligt at holde på fortove i hele Vordingborg kommune.


 

Foreningens ansvar og vedligehold

Foreningen vil påtale mangel på rengøring og ukrudtsbekæmpelse over for de enkelte grundejere, da dette kan medføre store fællesudgifter til opretning.

Hvert forår gennemgås samtlige veje og fortove af bestyrelsens vejtilsyn og eventuelle reparations- og/eller vedligeholdelsesarbejder vil blive vurderet og udbedret. Bestyrelsen vil sammen med en eller flere entreprenører lave en plan for dette arbejde.

Større skader på, og huller i, asfaltbelægninger har højeste prioritet, da disse er fælles adgangsveje. Disse udgifter betales af foreningen.

Det er ligeledes foreningens opgave at sørge for oprensning af regnvandsbrønde, hvis en regnvandsbrønd er tilstoppet eller har sætningsskade, skal du henvende dig til bestyrelsen, som så vil iværksætte det fornødne arbejde.


Hold øje med de tunge

I tilfælde af, at fortove eller vejstykker bliver beskadiget, er det vigtigt at vi kan dokumentere hændelsen. Hvem/hvad/hvordan?

Et billede af skadevolderen, f.eks. en stor lastbil på fortovet, vil være et hjælpende bevis i en evt. erstatningssag. Hvis ikke vi kan fastslå hvem der har ødelagt, må grundejerforeningen selv afholde alle udgifterne til den nødvendige reparation.


Læs mere om Privatvejsloven her:



 

Herunder div. spørgsmål/svar/oplysninger fundet på nettet om PRIVATE FÆLLESVEJE:

Hvilke renholdelsespligter har du som grundejer?

Grundejere ved private fællesveje skal renholde fortov, rabatter og kørebane ud for deres ejendom til midten af kørebanen. Ifølge loven om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje omfatter grundejernes renholdelsespligt:
• At fjerne ukrudt.
• At feje asfalterede, brolagte, flisebelagte eller på anden måde overfladebehandlede færdselsarealer.
• At fjerne affald og andet, der er særlig forurenende eller til ulempe for færdslen.
• At renholde grøfter, rendestene, nedløbsriste, rørgennemløb og udløbsrender for alt, der kan hindre vandets frie løb.
• At rydde for sne og glatførebekæmpe færdselsarealer ved at gruse eller salte hurtigst muligt. Som grundejer skal du også sørge for at rydde for sne omkring brandhaner, brand- og politialarmskabe og installationer til trafikregulering.
• At beskære træer og hække, så de ikke generer forbipasserende på fortove, rabatter og veje.

Hvis grundejerne ikke opfylder deres pligter, kan kommunen gennemføre forskellige arbejder på den private fællesvej for grundejernes regning.

Grundejeren har det juridiske ansvar for sne- og glatførebekæmpelsen. Det betyder, at du kan gøres erstatningspligtig for uheld på grund af utilstrækkelig snerydning osv. Du skal derfor huske at rydde sne og gruse/salte samt have din forsikring i orden. Spørg evt. dit forsikringsselskab, hvad der kræves af grundejeren.

Hvilke vedligeholdelsespligter har kommunen?

Kommunen har ikke pligt til hverken at vedligeholde, renholde eller rydde sne på de private fællesveje. Alle pligter vedrørende private fællesveje ligger hos grundejerne og de vejberettigede. Kommunen har dog tilsynspligt i forhold til, om vejene er i en forsvarlig stand, og om grundejerne overholder deres forpligtelser med renholdelse, snerydning og glatførebekæmpelse.

Hvilke udgifter til private fællesveje har du som grundejer?

Grundejere skal betale for vedligeholdelse og renholdelse, og udgifterne afhænger af den stand, vejene er i, hvilke krav kommunen stiller til vedligeholdelsen af den enkelte vej, og om grundejerne selv står for f.eks. vedligeholdelse og snerydning eller får andre til at udføre arbejdet.

I nogle kommuner kan grundejere indgå en serviceaftale med kommunen om, at kommunen helt eller delvis står for istandsættelsen og vedligeholdelsen af vejen for grundejernes regning. I nogle kommuner kan grundejere i byzoner også tilslutte sig en serviceordning, hvor kommunen mod et fast årligt beløb står for snerydning og glatførebekæmpelse på vejen.

Det er dog stadig den enkelte grundejer, der i henhold til loven har forpligtelserne og ansvaret, selvom man får andre til at udføre arbejdet, f.eks. ved at indgå en serviceaftale med kommunen.

Kilde: bolius.dk


 

Hvad er en privat fællesvej?

En privat fællesvej er en vej, som andre end ejeren af vejen har ret til at benytte.

Er der forskel på en privat fællesvej og en privat vej?

Ja. En privat vej er en vej, der ligger på en ejendom og giver adgang til en anden ejendom, som har samme ejer.

Hvem er vejmyndighed for vejene i kommunen?

Vordingborg Kommune er vejmyndighed for kommunevejene og de private fællesveje. Kommunen har derfor ansvaret for at vejene holdes i en god og forsvarlig stand i forhold til den trafik, der er på den pågældende vej. Kommunen definerer, hvad god og forsvarlig stand er.

Dette betyder, at du som grundejer i byområdet har pligt til at holde den private fællesvej i god og forsvarlig stand.

Kommunen fører løbende tilsyn med, at grundejerne vedligeholder de private fællesveje. Hvis grundejerne ikke opfylder deres pligt hertil, har kommunen mulighed for at gennemføre forskellige arbejder på den private fællesvej for ejerens regning.

Kan jeg klage over kommunens afgørelse i en konkret sag?

Som grundejer skal du i en række tilfælde søge en tilladelse ved kommunen. Hvis du modtager en afgørelse fra kommunen og ikke mener, at kommunen har lovhjemmel til at træffe afgørelsen, er der mulighed for at klage til Vejdirektoratet.

Hvem har pligt til at rydde sne på den private fællesvej?

Du har som grundejer pligt til at rydde sne på den private fællesvej og sørge for, at der ikke er glat på fortov, sti og kørebane ud for din ejendom. Arbejdet skal ske fra morgenstunden.

Hvad skal jeg være opmærksom på?

  • At gruse indgange, trapper og pladser omkring affaldsbeholdere og postkasser,
  • At eventuelle brandhaner og installationer, der regulerer trafikken, skal holdes fri for sne.

Hvem skal holde den private fællesvej ren?

Du har som grundejer pligt til at holde fortov og vej ren ud for din ejendom.

Du kan dog vælge at indgå en aftale med en anden person om at holde rent ud for din ejendom. Denne aftale skal være skriftlig og skal sendes til kommunen. Dette sker ved en fejeerklæring.

Kommunen fører tilsyn med, at du opfylder din forpligtelse. Hvis der ligger affald, der kan være til gene for færdslen eller som forurener, kan kommunen fjerne det for din regning.

Hvad skal jeg gøre for at holde den private fællesvej ren?

  • Fjerne ukrudt,
  • Feje asfalterede, brolagte, flisebelagte færdselsarealer; dvs. fortov, sti og kørebane og trapper,
  • Fjerne affald og lignende, der er særligt forurenende eller, som er til ulempe for færdslen,
  • Holde grøfter, rendestene, nedløbsriste med videre, så vandet kan løbe frit.

HUSK!

Hvis der sker en ulykke, fordi du ikke har opfyldt din pligt, er det dig, der er erstatningsansvarlig.

Kommunen fører tilsyn med, at du opfylder din forpligtelse. Hvis det ikke er tilfældet, kan kommunen rydde sneen og gruse med videre for din regning.

Min nabos hæk rager ud over fortovet, så det ikke er muligt at gå forbi. Hvem skal beskære hækken?

Din nabo har, som enhver anden grundejer, pligt til at studse hæk og levende hegn, så forbigående og færdslen ikke bliver generet. Kommunens holdning er, at en voksen med barnevogn, skal kunne gå på fortovet uden at blive generet af grene, buskads med videre Hvis din nabo ikke sørger for at vedligeholde hegnet, kan kommunen udføre opgaven for hans regning.

Hvem skal vedligeholde beplantning langs vej?

Det skal den enkelte grundejer som har skel ud mod vejen, mål som på tegningen.

Hvem vedligeholder belysningen på en privat fællesvej?

Vordingborg Kommune overdrager for tiden drift og vedligehold til grundejere eller grundejerforeninger på de privat fællesveje.

Kan vi på den private fællesvej foretage trafikregulerende foranstaltninger for eksempel fordi der bliver kørt for stærkt?

Grundejerne kan på en privat fællesvej fremsætte et ønske om at der foretages trafikregulerende foranstaltninger. Disse skal godkendes af Kommunen og Politiet. Grundejerne afholder selv udgifterne til disse foranstaltninger.

Hvem opsætter vejnavneskilte?

Grundejerne opsætter nye skilte og udskifter defekte skilte efter gældende regler i samråd med kommunen.

Vi skal holde en vejfest - Kan vi i den forbindelse lukke eller afspærre vejen?

I skal søge en tilladelse hos kommunen. Hvis afspærring af vejen ikke har betydning for andre trafikanter, end jer selv, vil kommunen normalt give en tilladelse.

Jeg vil gerne have en ekstra indkørsel til min ejendom. Kan dette lade sig gøre?

Du skal søge en tilladelse hos kommunen for at anlægge en ekstra indkørsel (overkørsel) til ejendommen. Kommunen afgør, om det er færdselsmæssigt forsvarligt at anlægge endnu en overkørsel til en ejendom.

Hvis der gives en tilladelse, kan kommunen stille krav om bredden af adgangen og, hvordan den skal udføres. Du skal selv betale for etablering af en overkørsel.

Vores vej har været gravet op i forbindelse med renovering af en ledning og er ikke blevet retableret tilfredsstillende. Hvad kan vi gøre?

Kommunen kan tillade, at ledninger, kabler og lignende anlæg bliver anbragt i de private fællesvej. Tilladelsen er betinget af, at ejeren af ledningerne giver jer en erstatning for eventuel skade ved ledningsanlæggets anbringelse og tilstedeværelse samt ved eftersyn og istandsættelse.

Hvis vejen ikke er retableret tilfredsstillende, kan du rette henvendelse til kommunen.

KILDE: http://www.frederiksberg.dk/Borgerservice/


 

Hjørnegrund og privat fællesvej...

 

Nedenstående er vores historie om at eje en hjørnegrund, der støder op til en "privat fællesvej".

Bare udtrykket "Privat fællesvej" er jo helt forkert - enten er en vej vel privat eller også er den fælles. Men det er desværre et begreb, som kommuner har kunnet benytte til at få folk til selv at betale for veje.

Endvidere er begrebet privat fællesvej også i bund og grund et udemokratisk og associalt begreb.

Vores hjørnegrund og private fællesveje...

Vi ejer en grund der støder op mod 2 veje - en hjørnegrund. På en hjørnegrund har man pligt til at holde fortov og vej på 2 sider af grunden. Så hvor andre grund- og husejere typisk kun har 1 vej at vedligeholde, er man som ejer af en hjørnegrund den lykkelige ejer af 2.

Her ved siden af ses en skitse af vores grund.

Som det ses, går vejen mod vest ned til et lukket område. Vores hus er det sidste i vores grundejerforening, og hele det lukkede område bag ved, med vel omkring 100 huse, tilhører en anden grundejerforening.

Vi har således 20 m. fortov og vej mod vejen mod syd, og 40 m. fortov og vej mod vejen mod vest.

Når vi kører til og fra vores hus, kommer vi kørende nede fra bunden af billedet og drejer til venstre ad vejen mod syd og ind i carporten.

Vi kører aldrig videre ad vejen mod vest - og vi slider derfor ikke på vejen. - Det gør derimod de som skal ned til deres boliger i det lukkede område.

Vedligeholdelse af privat fællesvej:

Nu kommer det interessante spørgsmål så - hvem skal betale for vedligeholdelsen af vejen ?

Det skal ejeren af hjørnegrunden såmænd - fordi der er tale om en privat fællesvej og fordi ejeren af hjørnegrunden har vej-ret til vejen. - Altså vejen vi aldrig bruger - men som vi skal holde ren om sommeren og skovle sne fra om vinteren.

Ud over at vi selvfølgelig stadig har de ca. 20 m. vej mod syd, som også skal vedligeholdes. - Men her bruger vi så til gengæld også vejen.

Hvad koster 40 m. vej så - tja, billigt sluppet måske 20 - 30.000 kr. - Ud over at der også skal betales, når der skal skiftes fortov og ud over at der også skal betales for vejen mod syd. Så kun for vejen, og kun for de 40 m. mod vest - som vi altså aldrig benytter - pris 20 - 30.000 kr.

Det er godt nok surt, at skulle betale 20 - 30.000 kr. for noget man ikke benytter...

Og så kommer vi også frem til det udemokratiske og asociale - de 100 grund- og husejere, der hver dag skal til og fra deres huse, og som derfor kører og slider på vejen mod vest, hvad er prisen for dem ? 0 - skriver NUL kroner.

Erfaring med hjørnegrund og privat fællesvej:

Vores råd er derfor - at du undgår at købe en hjørnegrund. Der er selvfølgelig en mulig fordel i, at der ikke er nogen nabo at skændes med om hækkens højde på den ene side - men til gengæld kommer du til at betale for det !

KILDE: http://www.amateur-invest.com/personal/privat-vej.htm

 

 

Vejoversigt

 

 


Skæppevej

Fjerdingvej

Ottingvej

Albumvej

Alenvej

Favnevej

Tiendevej

 

Seneste nyt

_______________

December 2013:

 

Nødvendigt asfaltarbejde er nu udført.

...